Europæisk kulstofmarked: anatomien af en reform

Oprettet i 2005, hviler ETS på et simpelt princip: at sætte en grænse for CO2-udledningen fra de mest forurenende industrielle og energimæssige anlæg og få dem til at betale en pris

for hver ton udledt.

Hvert år falder den samlede grænse for de tilgængelige kvoter i henhold til en sats kaldet “lineær reduktionsfaktor”, hvilket mekanisk skal presse prisen på kulstof opad og tilskynde virksomhederne til at reducere deres udledninger i stedet for at købe kvoter.

Virksomhederne modtager en del af deres kvoter gratis — beregnet via “benchmarks”, der fastsætter den tildelte mængde baseret på præstationen af de mest effektive anlæg i hver sektor — og skal købe resten på auktioner eller på det sekundære marked.

Præsenteret af formanden for den Europæiske Kommission i et lovgivningspakke, der også inkluderer en elektrificeringsplan og et forslag om netafgifter, har teksten fra 17. juli til formål, ifølge klimakommissær Wopke Hoekstra, at skitsere en vej, der er i overensstemmelse med EU's klimamål for 2040.

I detaljer fremhæves flere foranstaltninger:

• En langsommere reduktion af emissionsraten.

• En forlængelse af de gratis kvoter.

• Nye fleksibilitetsmekanismer.

• Indtræden af affaldsforbrændingsanlæg.

• En bremsning af luftfart og ETS2.

• Nye finansieringer.

Forslaget kommer efter måneder med stigende pres. En lobbyist citeret af

l’Usine Nouvelle beskriver "en panikstemning i Kommissionen i februar og marts", hvor nogle frygter, at kulstofmarkedet vil kollapse helt og simpelthen under angreb fra flere hovedstæder og den kemiske industri i særdeleshed.

En analyse fra Agenturet Europa, udført før præsentationen af teksten, skitserer to

ret klare lejre inden for Rådet:

• Den “kritiske” blok, der går ind for maksimal lempelse:

• Den “ambitiøse” blok, der ønsker at bevare systemet: 

Miljøorganisationer har reageret uden at vente. NGO'en Carbon Market Watch har kritiseret et forslag, der ville tilbyde "en redningskrans" til fossile brændstoffer og flere "gratis forureningslicenser", og mindede om, at ETS i løbet af tyve år har reduceret emissionerne fra energisektoren, industrien, luftfarten og skibsfarten med halvdelen. Tyske forskere og NGO'er har på deres side advaret om, at reformen ville gøre det sværere at nå blokens klimamål.

Omvendt forsvarer Kommissionen en balanceakt: at bevare den europæiske industrielle konkurrenceevne over for kinesisk konkurrence og amerikanske toldsatser, uden formelt at opgive princippet om forureneren betaler eller tilgangen til 2040.

Teksten skal stadig forhandles i flere måneder mellem de Sytten og Europaparlamentet, hvor ENVI-udvalget vil gennemgå sagen. I betragtning af de allerede synlige brudlinjer i Rådet, og den rolle som Frankrig kunne spille som mægler, forbliver det endelige resultat af denne forhandling usikkert — med spørgsmålet om, hvorvidt EU kan forene klimamål og industriel konkurrenceevne uden at ofre den ene for den anden, som baggrund.